4 personer
* 12 blade spidskål (så store blade som muligt, så vælg et stort spidskålshoved)
* ca. 500 g laks
* 8 spsk tacokrydderi eller fajitakrydderi
* 1 rødløg
* 200 g tomater
* 2 håndfulde frisk basilikum eller koriander
* 2 fed hvidløg
* 8 avocadoer
* saften fra 1 citron
* salt
* peber
* evt. lidt revet cheddarost
Pil forsigtigt nogle store blade af spidskålshovedet, og pas på at de ikke går i stykker. Det er nemmest, hvis man skærer bunden af kålhovedet af, dernede hvor bladene sidder fast på stokken. På den måde behøver man ikke at brække bladene af, men kan forsigtigt løsne dem.
Skyl kålbladene grundigt, og lad dem dryppe godt af. Læg dem til tørre på et rent viskestykke.
Fjern skindet fra laksen og skær den i mindre stykker. Kom dem i et ildfast fad. Drys tacokrydderiet over, og bland godt rundt, så krydderiet fordeles på alle sider af fisken. Dæk fadet med sølvpapir og bag laksen i ovnen ved 200 grader i ca. 12-14 minutter (afhængig af ovn).
Imens fisken er i ovnen laves guacamolen.
Pil rødløget og hak det fint. Skyl tomaterne og skær dem i fine tern. Skyl ligeledes basilikum eller koriander, lad det dryppe godt af og hak det groft. Pres eller hak hvidløget fint. Bland rødløg, tomater, basilikum/koriander og hvidløg sammen i en skål.
Skær avocadoerne over på langs, fjern stenen og tag det grønne "frugtkød" ud med en ske. Mos det med en gaffel og pres citronsaften over. Bland det i skålen med de andre ingredienser og smag guacamolen til med salt og peber.
"Smuldr" den ovnbagte laks med to gafler (ligesom man f.eks. gør med pulled pork), så er det nemmere at rulle ind i kålwraps'ene.
## Rulning af spidskålswraps
Hvis stilken i midten af kålbladene er lidt for stor/grov, kan det værste evt. skæres fra. Man kan også skære hele stilken væk, så man får to små blade i stedet for ét stort. Men så bliver hver enkelt spidskålswrap naturligvis også tilsvarende mindre.
Smør guacamole på ca. halvdelen af hvert kålblad (ca. 1 cm tyk lag). Kom en "stribe" laks ovenpå og drys evt. med lidt revet cheddar inden kålwrappen forsigtigt rulles sammen.
Servér straks. Velbekomme.
Færdig
Step 1
Step 2
Step 3