Kyllinglasagne med hytteost og grøntsager

Lagt online Feb. 24, 2019 | English version?

Sådan laver du kyllinglasagne med hytteost og grøntsager

Kyllinglasagne

4 personer

* ½ squash
* 2 gulerødder (store)
* ½ bdt forårsløg
* 1 rød peberfrugt
* 4 kyllingefileter
* 2 tsk paprika
* 1 ½ tsk spidskommen
* ½ tsk hvidløgspulver
* ½ tsk cayennepeber
* salt
* peber
* 1½ spsk olie (til stegning)
* 1200 g tomatsauce
* 1 sød kartoffel (á ca. 550 g)

“Ostesauce” med hytteost

* 300 g hytteost
* 2 æg
* ½ dl mælk
* 25 g parmesanost

Start med at forberede grøntsagerne. Skyl squashen grundigt, skær den igennem på langs, og skrab midten med de våde kerner ud. Riv squashen på den grove side af rivejernet. Skræl gulerødderne, og riv også dem groft. Skyl forårsløg og peberfrugt, og snit begge dele fint. Sæt grøntsagerne til side.

Skær kyllingefileterne i mundrette bidder, men pas på, at stykkerne ikke bliver for små, så kyllingen bliver tør i ovnen. Bland kyllingestykkerne med paprika, spidskommen, hvidløgspulver og cayennepeber, og krydr godt med salt og peber.

Varm olien op på en pande ved middelhøj varme, og brun kyllingestykkerne af. Tag dem op, og sæt dem til side. Kom grøntsagerne på panden, og svits dem i to minutter. Hæld tomatsaucen på, kom kyllingestykkerne i, og tag panden af varmen.

Skræl den søde kartoffel, og skær den i helt tynde skiver.

Blend hytteost, æg, mælk og parmesanost sammen, og krydr med salt og peber.

Kom en smule af tomatsaucen (uden kyllingestykker) i bunden af et ildfast fad. Læg et lag af de søde kartoffelskiver i, og kom tomatsauce ovenpå. Fordel noget af hytteostesaucen på, og læg endnu et lag kartoffelskiver på. Fortsæt således, til der ikke er mere tilbage af tomatsauce, kartoffelskiver eller hytteostesauce.

Bag kyllingelasagnen ved 200 grader i ca. 30-35 minutter, til kartoffelskiverne er møre.